Hvad skete der ellers den 12. februar?
2010:
De 21. Olympiske Vinterlege åbner i Vancouver i Canada. 82 nationer deltager, det højeste antal nogensinde. Danmark deltager med otte individuelle atleter og to curlinghold.
----- Internationale Nato-styrker indleder i samarbejde med afghanske styrker et massivt angreb på Taliban i den sydlige del af Helmand-provinsen i Afghanistan. Flere end 15.000 soldater deltager i en to ugers offensiv, hvis erklærede mål er at fjerne Taliban fra området og gøre lokalbefolkningen i stand til fremover selv at holde dem ude.
2005:
Tænder På Dig med Jakob Sveistrup vinder Dansk Melodi Grand Prix i Forum Horsens. For første gang kan der i år synges på valgfrit sprog.
2004:
Buschauffører over hele landet nedlægger arbejdet som kommentar til de strandede overenskomstforhandlinger.
----- Legetøjskoncernen Mattel meddeler, at dukkerne Barbie og Ken ikke mere er sammen som par. Barbie vil fremover blive markedsført som sexet single, klar til uforpligtende forhold.
----- Ugen før lanceringen af Sexstarz, et sexlexikon på CD-rom til landets 9.-klasser, skrotter indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen projektet pga. dets omtale af dyre- og toiletsex.
----- Flaskepanten falder fra i dag med omkring en tredjedel, så der har de seneste dage været lange køer foran flaskeautomaterne i supermarkederne.
2002:
Retssagen mod den tidligere præsident i Jugoslavien og Serbien, Slobodan Miloševic, begynder ved FN-domstolen i Haag. Han er anklaget for krigsforbrydelser. Miloševic dør i 2006 inden retssagen er afsluttet.
2001:
For første gang publiceres et kort over de 30.000 gener i den menneskelige arvemasse.
1999:
USA's Senat vedtager at frikende præsident Clinton for sigtelserne om at have vidnet falsk og modarbejdet undersøgelsesrettens arbejde i sexsagen med Monica Lawinsky.
1994:
De 17. Olympiske Vinterlege åbner i Lillehammer, Norge. Danmark har fire deltagere.
1969:
Danmarks Radio, i dag DR, sender sin første egenproducerede farveudsendelse. Flemming Madsen er vært.
1949:
Canada vinder 47-0 over Danmark i den indledende runde ved ishockey-VM i Stockholm.
1919:
Rigsdagen vedtager en lov om højst otte timers arbejdsdag på fabrikker med døgndrift.
1904:
Ekstrabladet udkommer første gang som tillæg til Politiken, et ekstra blad. Fra januar 1905 bliver det en selvstændig avis.
1818:
Chile erklærer sig uafhængig af Spanien.
|