Hvad skete der ellers den 11. august?
2020:
Aarhus indfører tvungen brug af ansigtsmasker i den kollektive trafik. Det er første gang under coronakrisen, at ansigtsmasker er påbudt, hidtil har det været en anbefaling i myldretiden. Årsagen er en lokal opblomstring af coronatilfælde i den senere tid.
2010:
Fodboldspilleren Dennis Rommedahl spiller sin landskamp nummer 100. Kampen bliver spillet i Parken og er en testkamp mod Tyskland. Den ender uafgjort 2-2, og jubliaren scorer det ene mål.
2009:
Nationalbanken sender en ny 50-kroneseddel i omløb. Det er den første værdi af en helt ny seddelserie, der har broer som motivtema. Udskiftningen vil være afsluttet i 2011.
2006:
Den videnskabelige ekspedition Galathea 3 sætter i gang, da Søværnets ekspeditionsskib Vædderen stævner ud fra Københavns Havn. Ombord er danske forskere, som de næste ni måneder vil sejle Jorden rundt for at løse nogle af videnskabens gåder.
2004:
Himlen over Danmark prydes ved 23-tiden af en stor aktivitet af stjerneskud. Årsagen er et støvbånd, der i 1862 rev sig løs fra kometen Swift-Tuttle.
1999:
Danskerne oplever en solformørkelse, hvor månen dækker cirka 80 pct. af solen.
1988:
Sudan bliver ramt af omfattende oversvømmelser, der efterlader 1,5 millioner mennesker hjemløse.
1986:
Færingen Ove Joensen, kaldet Ro-Ove, går i land på Langelinie i København efter at have roet de 900 sømil fra Færøerne i en åben robåd. Turen har taget 42 dage.
1984:
Knopsvanen bliver præsenteret som Danmarks nationalfugl efter en seerafstemning i Poul Thomsens tv-program, Dus med dyrene.
1977:
Dørene bliver fjernet på 650 københavnske telefonbokse efter to bombesprængninger, som er blevet udløst af snoretræk til døren.
1877:
Mars to måner bliver opdaget af den amerikanske astronom Asaph Hall. Han døber dem Phobos og Deimos efter to figurer i den græske mytologi, sønner til krigsguden Ares. Ares var det græske navn for den romerske krigsgud Mars.
|